Siste utlagte, del 28.
PILEGRIMSLEDENE:
Ref: Bok.
På livets vei.
Pilegrimsmotivet.
Per Kvistad.
Nasjonalbiblioteket.
Sydfra Kom Togene Mjøsbygderne op, over Elverum langs Glommen til Aamot, hvor enkelte kanskje fortsatte Storelvdalen op til Koppang for derfra at bøie over i Rendalen over Mora Fjeld; men hovedtoget satte over Glommen ved Aamot, hvor det saakaldte "pilegrimskjær" endnu bærer navn fra hine Tider; derfra drog de videre op i Østre L.... og naadde Sjørbotten ved storsjøens sydende.
Storsjøen frem gikk færden i baat langs østre strand til Svarstad og Akre, hvor strømmen møttes med dem, som kom Moravegen; ved Akre var færden naadd halvveis mellem Oslo og Nidaros; der staar endnu den dag i dag Halvveismærket med sit ML (1050) raat indhamret i den høie bauta ret nord for Utstu Akre"s stabburer paa den østre side av den naaværende kongevei.
Fra Akre drog færden videre over Lombnæssjøen i baat, derfra om Hornset til fots og saa rena opp i baat like til Skeppshavn ved Mømb, saa gjennem Østagrenda videre til fots, ned ved Nordset, over Rena ved storvadet videre mellem Berge og Haug(Høie), over Birkesæter(Berset), ovenom Myrberget, langs Elvaalslien til "Munkebakken", hvis navn er fra Hine tider, saa ned til Tysla ved Elvevoldene, over elven til Fonnaas og endelig Fonnaaslien op, langs Fonnaasfjeldets vestre "Sætta" og ned ved Aasen i Tyldalen.
FRA ØST kom Pilgrimstogene likeledes de gamle Vikingtidsveier, Fra Varmland over Trysil op Ærtdalen og ned ved Kongsskaret i Rendalen til Svarstad og videre dalen op; og fra Dalarna over Vurrusjøen , Fæmundsundet; gjennem Sølenskaret og ned i Øvre Rendalen ved Nordset, derfra over Storvadet og samme vei som de andre.
( Fra Bull, Rendalen, dens historie og bebyggelse, bind 1).
-
En langt eldre dokumentasjon på Rendalens pilegrimshistorie er historien om TORE FRA RENDAL, en Nidarospilegrim, fra Passio Olavi.
Middelalderverket Passio Olavi ble antagelig skrevet av erkebiskop Øistein Erlendson (1161 - 1188) opprinnelig på latin.
Med det plasserte biskopen det ytterste Norden på det kristne verdenskartet.
Det er en oppbyggelsesbok, skrevet for og bli brukt i litturgien både i Norge og i andre land.
I første delen hører vi om historien og verket til Olav den Hellige.
Undergjerningene utgjør andre delen, her finner vi historien om TORE FRA RENDAL;
Um ein mann som vart lækt for sinnsykje og mange lekamsmein I ei fjellbygd som vert kalla Rendal, var det ein mann som heite Tore.
Han tok seg ein kone, av god ætt, som han sjølv.
Han hadde ervt mykje gods etter foreldri sine; og ei tid hadde han medgang på alle vis.
Men so fekk han so fæl ein sjukdom, at alle laut bisna korleis Guds refsande vreide kunde slå ein stakkars kropp med so mange mein.
Han vart lam på kvar den lem; samstundet vart han tumsut og attpå dauv og mållaus , - han likna ikkje eit menneskje meir, anna berre i det at han drog anden.
Mangt og mykje som fyrr var uhøyrt bar til med sjukdommen åt denne mannen.
Frendar og vener førde honnom då til Kyrkja åt den heilage Olav , reint som ein daud kropp; di sto mange fårar på vegen. Men dei som førde han, var so vedunders gudgjevne og herdige at dei holdt han i kyrkja dag og natt i eino, alt fra Mikkelsmess og til dess gud gav honnom nåde .....
Rendalen er et knutepunkt på pilegrimenes vandring langs Østerdalsleden mot Nidaros, kommunen har landets lengste pilegrimsled.
---
Kilde.
Østlendingen.
5 mars 1921.
Nasjonalbiblioteket.
HÆNGEGRANEN PÅ MUNKEBAKKEN I ØVRE RENDALEN.
Rundt omkring i vore skoger træffer vi granen forkledt i de forskjelligste former.
Intet skogstræ hos os formaar i den grad at variere sit utseende som granen.
En ikke botaniker vil i enkelte tilfælder komme til at studse og spekulere paa om han ikke staar ovenfor et andet treslag, og kan ikke forstaa hvordan dette er kommet ind i skogene. Men trærne kan jo ogsaa vandre.
Det er særlig under krige at fremmede planteelementer pludselig dukker frem paa steder hvor de tidligere var ukjente.
Dette omtales i den saakaldte krigsbotanikk.
Et klassisk eksempel er den fryktede korsblomstrede ugressplante "Russekaalen" som i 1814 fulgte Kosakkene like til Paris, hvor den siden har holdt sig.
At Hængegranen er kommet til os paa en lignende maate er ganske utelukket.
Denne granformen er sikkert til alle tider forekommet spredt i vore skoger i motsetning til edelgranen og andre floraelementer som er tilført landet av mennesker.
Paa MUNKEBAKKEN i Øvre rendal staar en saadan hængegran. Denne granform blev først oppdaget i Sverige hvorfor den ogsaa gaar under navn av Svensk hængegran eller efter dens opdager Alstrømers hængegran.
Grenene av først orden er normalt stillet nemlig i krans som hos almindelig gran.
Sidegrenene derimot hænger loddrett ned og er besat med tilbakebøiede bredt firkantede naaler. Disse grener kan bli nogen meter lange.
MUNKEBAKKEN hvor denne granen staar, ligger like ved KANIKER - MOEN, denne gaard har været bebodd av Kaniker som i middelalderen var navnet paa nogen spesielle geistelige tjenestemænd. I deres kjølvand fulgte saa munkene som har git Munkebakken sit navn.
Saasnart det findes et eiendommelig træ paa et sted, har menneskene vanskelig for at la det være i fred. Grenene brytes og træet ribbes.
Før var det altid festligheter paa Munkebakken, med baal og fakler, der festet man til soløiet randt, og da prydet ungdommen sig med de meterlange repfine grene av hængegranen.
Mange har staat med tommelfingrene i ærmegapene og syntes dette var en rar vekst.
SAGN HAR OFTE INGENTING MED VIRKELIGHETEN AT GJØRE, MEN EN GAMMEL GUBBE PAA TO KROKSTAVER SKAL HA FORTALT:
MUNKEBAKKEN VAR ENGANG ET HELLIG STED, SOM MUNKENES ORDEN VAR DET. PAA TOPPEN AV BAKKEN SOM LIGGER FRITT MOT ØST, SAMLEDES MUNKENE VED FORAARS JEVNDØGN, NAAR DAG OG NAT ER LIKE LANGE. DETTE VAR DERES SKIK.
DA DEN SISTE MUNK FORSVANT FRA STEDET SA HAN: NAAR DET HER VOKSER OP ET NAALETRÆ SOM IKKE LIGNER DE ANDRE, INDVARSLER DET EN NY TID FOR MENNESKEHETEN.
K. Helstad i skogeieren.
---
---
---
REF:
BISKOP JENS NILSSØNS VISITASBØGER OG REISEOPTEGNELSER 1574 - 1597.
Side 32.
18 Januarij: Fra Nes til Ringsager (milene 1 1/2).
19 Januarij: Fra Ringsager til Leuten (milene 4 ).
21 Januarij: Fra Leuten til Elffuerim (milene 2).
23 Januarij: Fra Elffuerim til Aamod (milene 3).
25 Januarij: Fra Aamod til Tønsetter(først).
26 Januarij: Fram om Løsset til Lummenes (milene 5).
27 Januarij: Fra Lummenes frem om S. Peders Kircke i Rindsdalen oc om S. Simons Kircke i Øffre Rinddalen liggendis fra S. Peders Kircke 2 mile oc fra Aamod 12 mile oc kom saa til en gaard, liggendis fra Lummenes 3 mile, saa der fra til en skoug, 4 mile lang oc ret ond veig, der fra oc i itt bygdelag, heder Tyldal som ligger til Tunnesetter 2 mile der fra paa denne side oc 17 fra Aamod.
Der fra igennem Dalstruben til Tunnesetter, oc er imellum Aamod oc Tunnesetter.
Hvorledis det haffuer sig met det gield Tunnesetter, om det hører til Trondhiems stigt eller Hammer stigt, findis nogen besked oc andtegnelse eller beretning i min Visitasbog anno 1580.
Fra den tid at biscop Goute visiterede det gield Tonnesetter, som er mere end hundrede aar siden, haffuer her indtil icke nogen biscop det visiteret.
MRK:
1. Den saakaldte Tyldalskjøl, hvorover veien fremdeles gaar.
2. Dalstruben, nu Struben paa Tønsetkjølen, den høide som skiller mellem Tyldalen og Tønset. Den Østerdalske hovedlandevei gaar derover.
Biskopen har paa sin reise faret netop etter den samme vei, som vistnog lige fra middelalderen af i det væsentlige har været det almindelige færselstrøg paa denne kant.
3. Da biskopens udførligere visitasbog for aaret 1580 er tabt, kjendes ikke de oplysninger, som han deri har ladet nedskrive om Tønsets geistelige forhold i middelalderen.
Ikke alene tønset, men ogsaa Kvikne og Vingelen synes da at have hørt til Nidaos Erkestift.
P. A. Munch, Norge i Middelalderen, s. 140 . Kvikne var i Jens Nilssøns tid annex under Tønset, her siges at Tyldal ligger til Tønset , hvorimod det i registeret over kirkerne(s. 14 ovenfor) heder at Tyldals kirke var hovedkirke og Kvikne, Tønset, og Vingelen annexer dertil.
Erkebiskop Gaute indehavde dene stilling fra 1474 -1510.
I Pofvel Hvitfeldts stiftsbog(fol 180) regnes de her omhandlede sogne til Østerdalen.
Drevet av Rendalen Historie